At søge efter et stort måske!

26772e34a4270b0f2eb4b630fa226c74

I sidste uge fangede en udsendelse om organdonation på DR min opmærksomhed. En TV-vært og en læge forsøgte gennem interviews med kirurger, donorer, modtagere af organer og deres pårørende at kaste lys over det svære og følelsesladede emne, som organdonation er.

Jeg er så gammel, at jeg stadig husker mine forældres bestyrtelse over den første hjertetransplantation, som blev foretaget i 1967 af den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Barnard. Selvom jeg ikke forstod meget af den virak, det affødte på det tidspunkt, kunne jeg aflæse i mine forældres ansigtsudtryk, at de var nysgerrige, men også lidt skræmte. Nu har jeg læst mig til, at der i dag, 50 år efter, udføres mere end 3500 hjertetransplantationer verden over.

Den videnskabelige og medicinske udvikling løber så stærkt, at hvad der var gårsdagens mirakler og forsidestof, i dag er rutineprocedure på de fleste universitetshospitaler.

Det er da også fantastisk, at vi er i stand til at redde menneskeliv i et omfang, ingen havde troet muligt. Men midt i denne eufori og darwinistiske stræben efter at beherske og opfylde egne behov, bliver vi nødt til en gang imellem at løfte os op over den iboende egoisme, hvor vi glemmer, at organdonation bl.a. bygger på, at den enes liv er afhængigt af den andens død, og alt hvad det indebærer af etiske overvejelser på alle planer.

Når jeg siger alle planer, mener jeg det bogstaveligt. Jeg er klar over, at etisk råd gør et kæmpe stykke arbejde med samtykkeerklæringer, hjernedødskriterier osv., men hvad med elefanten i rummet….. den, som vi ikke taler om?

En af mine elever på yogalæreruddannelsen har fået transplanteret et nyt hjerte for 14 år siden, i en alder af 30 år. Vi kalder ham bare for “Mads”. Han er klar over, at jeg bruger ham som eksempel, og han ønsker selv at få sin historie udbredt!

Jeg husker tydeligt mit første møde med Mads, da han kom til Studio Flow for at høre om yogalæreruddannelsens indhold og varighed. Han var ikke en dusinvare – og slet ikke i en by af Svendborgs størrelse. Han var slank, havde lange fine, farvede manicurerede negle på både hænder og fødder. Begge ører var pyntede med guldørenringe, og håret sat op i en hestehale på toppen af hovedet. Derudover var han iført en tætsiddende yogaheldragt.

Jeg har igennem livet mødt mange, både homoseksuelle og transseksuelle, så det skræmte mig på ingen måde. Tværtimod syntes jeg, det var en forfriskende måde at bryde den lidt gråmelerede provins´norm på.

Da Mads senere fortalte mig, at han var hjertetransplanteret, tænkte jeg intuitivt: “Gad vide, om det er et kvindehjerte?”. Jeg holdt selvfølgelig tanken for mig selv, og rationelt kunne jeg jo heller ikke vide, om Mads altid, også før operationen, havde haft en mere fremtrædende feminin side.

Dog blev min første intuitive tanke bekræftet, da Mads i en frokostpause på yogalæreruddannelsen fortalte, at hans liv langsomt, men sikkert, havde forandret sig efter hjertetransplantationen.

Først fik han ubændig lyst til at bruge neglelak, både på hænder og fødder. Kvindetøj passede ham egentlig bedst, syntes han, og håret fik lov til at gro. Det med håret mente han dog ikke skilte sig så meget ud, da mange yngre mænd i dag har langt hår – også i en lille “bun” på toppen af hovedet. Så kom ørenringene og yogaen…., gerne iført leggings eller heldragt. Og som han siger: “Det er virkelig mærkeligt, for sådan havde jeg det slet ikke før min operation. Dengang lignede jeg meget min far, som nok er en smule konservativ, når det handler om kønsroller, og hvad en mand kan og ikke kan. Når snakken faldt på yoga, var vi helt enige om, at det kun var for tøsedrenge. Og ja…. jeg ved ikke hvad der skete, men lige pludselig befandt jeg mig midt blandt en masse kvinder, udførende akrobatiske smidighedsøvelser.”

Da jeg spurgte Mads, om han vidste noget om det transplanterede hjertes ejermand/kvinde, var svaret, at det eneste han havde fået oplyst var, at det kom fra Gøteborg, og at vedkommende havde været udsat for en ulykke. Det er helt normal praksis, at donor er anonym.

Uanset om man er tilhænger eller modstander af organdonation, forstår jeg ikke, at det energetiske aspekt af et sådant indgreb forties – eller måske fornægtes. Ikke at vi af den grund bør undgå organdonation, men ville det ikke være mest fair overfor patienten og donors pårørende at italesætte denne kæmpestore elefant i rummet.

Jeg kan ikke lade være med at citere British Heart Foundation for deres velmenende råd til deres hjertepatienter, når det gælder den følelsesmæssige del af operationen:

“It’s important to remember that the transplanted heart is no more than a pump and that it does not change your personality or behaviour.”

En sådan udtalelse fra eksperterne kunne hurtigt forvrænge de mere subtile aspekter og gøre det til et udelukkende religiøst anliggende.

Så jeg har undersøgt, hvad de forskellige verdensreligioner har af holdninger til organdonation. Og her tegner der sig et næsten 100% ensartet billede. Fakta er, at næsten alle religioner understøtter tanken om organdonation, sålænge det ikke forhindrer liv – eller forhaster døden for donoren. Organdonation anses som frivillig generøsitet og næstekærlighed. Selv Jehovas vidner, som er kendt for at nægte blodtransfusion, billiger organdonation, sålænge organet er renset for donors blod.

Det, jeg lægger mærke til, er ønsket om ikke at forhaste døden. Sjælen bør have tid og mulighed for at forlade det døde legeme. Selv på de mest højteknologiske sygehuse, åbner man et vindue, når den døende trækker vejret for sidste gang. Man tør ikke lade være!

Jeg har netop læst bogen “The yoga of Death, Loss and Transformation” af  Terath Kaur Khalsa. Ph.d., som tager udgangspunkt i Hinduismen og Sikhismens syn på døden. I den bog omtales døden bl.a. i forbindelse med ulykker. Det være sig et voldsomt biluheld, fald, drukning osv. Her har sjælen ikke tid til at forberede sin afgang, og “renses” derfor ikke i sin næste inkarnation.  Det er selvfølgelig et reinkarnationsaspekt, men set i lyset af transplantation af organer, hvor hjertet banker endnu, giver det mening. Hvad ved vi egentlig?  Det er det store måske, vi leder efter!

Ud fra et spirituelt synspunkt er det oplagt, at en organtransplantation kan have andre følgevirkninger end blot medicinske bivirkninger. Der ligger tonsvis af eksempler på nettet om mennesker, der har oplevet samme forandring som Mads.

Mads havde en medfødt hjertefejl, som gjorde, at han ville dø, hvis han ikke fik et nyt hjerte. Det kan vi alle jo kun være taknemmelige for, at han fik, men tanken om den vestlige verdens umådeholdne forbrugsmønster bliver ved med at prikke mig på skulderen.

Er vi nået til et punkt, hvor alting kun er materie – og materielt – uden ånd og sjæl -hvor vi italesætter “ting” som hjerte, nyrer, lever, lunger som accessories, der kan handles med og byttes rundt på uden følelsesmæssige og menneskelige omkostninger?

For Mads´ vedkommende tror jeg ikke, han har det skidt med de forandringer, der er sket. Måske bare lidt undren…. blandet med en dyb taknemmelighed for at have fået livet tilbage. Han ville under ingen omstændigheder have valgt anderledes, men det ville nok have givet ham en større afklaring i forhold til den proces han er gået igennem, hvis man havde italesat elefanten i rummet.

 

 

DSC_4165ps2

Ulla Upma Kaur Steen

Reklamer