At gå hele vejen

IMG_3111

Om en lille måned er det eksamenstid for eleverne på 2. årgang af Yogalærer uddannelsen “Essensen af Yoga.”

Det er både opløftende og vemodigt på en gang. Opløftende, fordi jeg med stolthed sender en flok super dygtige yogalærere ud i verden og et nyt hold starter om en uge. Vemodigt, fordi jeg oprigtig kommer til at savne dem!

Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov til at guide disse skønne sjæle gennem et år!

At gennemføre en yogalæreruddannelse er ikke “a walk in the park.” Det er hårdt arbejde, både fysisk og mentalt. Det er en livsforandrende proces. Når de 12 måneder er gået, og man efter en veloverstået eksamen, står med eksamensbeviset i hånden, har man et solidt fundament af viden. Men at mestre det man brænder for, kræver 10.000 timers øvelse. Så rejsen er først lige begyndt.

Selvudvikling

En yogalæreruddannelse er et rum, hvor man kan forære sig selv den samme opmærksomhed, som man i hverdagen giver familien, vennerne eller jobbet. Her, i dette læringsrum, kan opmærksomheden samles om ens egen udviklingsproces.

Jeg ved det lyder som en cliche, men det er lige præcis her, vi har muligheden for at finde os selv. Indløse “billetten” til forandring på et højere og dybere plan.

At finde sig selv er ikke sådan bare lige…..  hengemte og støvede pust fra fortiden vil dukke op og blande sig med nye erkendelser. Ofte vil det opleves som to skridt frem og et tilbage.

Der vil også være delelementer i en yogalæreruddannelse, som den enkelte elev anser som mindre væsentlige i ens forestilling om det at være yogalærer. Måske har man en forventning om en meget fysisk anlagt praksis, eller måske søger man primært mod yogaens spirituelle lag. En veldisponeret yogalæreruddannelse bør favne det hele. Det er præcis som isbjerget – 10% er synligt og 90% er gemt under overfladen.

Her kan gruppeenergien være en stor hjælp. Deltagerne på en yogalærerddannelse er ofte sammensat på tværs af alder, fysisk styrke og særinteresser. Fællesnævneren er åbenhed og nysgerrighed. Det viser sig ofte, at det eller den man ved første øjekast vurderede som uinteressant, kan blive det eller den, man lærer mest af.

Fællesskab og venskab – en mental multivitamin

Når vi taler om gruppeenergien, er det fantastisk at opleve de tætte bånd der bliver knyttet – og ikke mindst, hvordan de bånd fortsætter med at være vævet sammen, lang tid efter uddannelsen er stoppet.

De oplevelser der deles, er meget mere værdifulde, end noget man nogensinde kan købe for penge.

At gennemføre en yogalæreruddannelse er en intim og tillidskrævende proces, hvor der skabes et rum fyldt med kærlighed og støtte til hinanden.

Man lærer at vokse gennem konstruktiv kritik, der serveres i sand omsorg og kærlighed.  Uden oprigtig interesse i hinanden, risikerer fællesskabet blot at blive overfladisk og ligegyldigt.

For mit eget vedkommende elsker jeg ros og bekræftelse lige så meget som andre mennesker. Jeg er dog samtidig dybt taknemmelig for de mennesker i mit liv, der elskede mig så højt, at de turde råbe vagt i gevær, når jeg var på kollisionskurs med mig selv eller mine omgivelser. Det var selvfølgelig ikke rart i situationen, men resultatet blev, at jeg ikke behøvede at gå en frygtelig lang omvej for at nå mine mål.

Jeg husker en præst engang sagde: “Synd udspringer af frygt. Vi griber til det nærmest mulige i afmagt over ikke at gøre det bedre end vi gør. Vi er ikke små modbydelige sataner, men afmægtige fnug”

Nu taler vi ikke så meget om synd i yogaen som et religiøst begreb, der forudsætter gudstro, men mere om de små og store “synder” vi som “afmægtige små fnug”…. som helt almindelige mennesker i en kompleks verden, hver eneste dag konfronteres med. Det ubevidste, det mørke, Kali energien.

Derfor er det befriende at der findes “fyrtårne”, der kan guide os, mod en mere sikker og direkte vej til målet.

Det vi lærer på yogamåtten, tager vi med i vores dagligdag også udenfor yogastudiet, og det gør en kæmpe forskel i vores eget liv og for de mennesker, der er tæt på os

At være yogalærer handler ikke om at møde op til en yogasession og recitere et yogasæt  eller Patanjali´s 8 foldige vej. Det handler om at se eleven/mennesket der hvor vedkommende er i sin udvikling og give støtte og hjælp, når vedkommende er ved at give op.

 

Ulla Upma Kaur Steen

Hatha Yoga

DSC01636

På fredag starter det 5. modul af vores yogalæreruddannelse her i Studio Flow. Overskriften er Hatha Yoga. Denne del af yogaen har ikke fået så meget energi her på bloggen, så det retter vi lidt op på her.

Hatha yoga plejer jeg at kalde yogaens modertræ, hvor alle andre yogaforgreninger har vokset sig mere eller mindre levedygtige. Bliver vi i træ metaforen, adskiller Kundalini yoga sig fra Hatha yoga på den måde, at de begge er træer, men forskellige træarter.

Oprindelse

Selvom Yoga er ikke knyttet til nogen bestemt religion, har Hatha yogaen sit udspring i Hinduismen, hvor den største population findes i Indien og Nepal. Kundalini yoga udspringer fra Sikhismen, der stammer fra Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan.

At dyrke yoga er forholdsvis nyt i Vesten, hvis man sammenligner med, hvor mange tusindvis af år, denne praksis har været kendt i fjernere egne af kloden.

For ca. 5000 år siden fandt man de Vediske tekster, som er de første beviser på at præster og lærde, efter intens meditation, oplevede esoterisk visdom, som de nedskrev i Vedaerne.

Herefter fulgte Upanishads, som ligger til grund for indisk filosofi. En samling af nedskrevne fundamentale læringer som bl.a. Karma (handling), Samsara (reinkarnation), Moksha (nirvana), Atman (sjælen) og Brahman (det absolutte Guddommelige).

Yoga dengang og idag

Upanishad betyder: “Sidde ned tæt ved”. Lytte til en spirituel lærer eller mester. Det giver god mening i den tids kontekst. Vi kender det fra det antikke Grækenland, hvor elever sad og lyttede til filosoffer og lærermestre, for dermed kunne bringe lærdommen videre. Det samme var tilfældet med den tids yogier. Det var en slags mesterlære “at sidde ved siden af den oplyste”. Det er først langt senere, at den fysiske del  af yogaen kom til. Her skal vi hen til Patanjalis Yoga Sutras, “The eight limps of yoga” og helt frem til Tantra yogaen. Den, der i dag danner grundlag for det, vi kender som Hatha Yoga.

Det fysiske var ikke så vigtigt som det energetiske. De lagde selvfølgelig vægt på at have en sund og velfungerende krop, men mere som et slags siddende tempel for “The Spirit”. Kroppen var et redskab givet af Gud. Præcis som vi trives bedst i et rengjort hjem, hvor der luftes regelmæssigt ud, og hvor lyset kan finde vej gennem vinduerne, trives sjælen/sindet i en balanceret krop. 

Alene det at vi i dag står op og udfører Asanas, (yogastillinger) som oversat betyder “at sidde” er forholdsvist nyt. I de oprindelige tekster og udførelser mente man ikke, at stående stillinger ville tilføre tilstrækkelig prana (livsenergi) til kroppen. At sidde i meditationsstilling, det som vi kalder “easy pose” eller “lotus pose”, blev opfattet som den korrekte yogastilling, hvis man skulle opnå højere bevidsthedsniveau. En non-dualistisk tilstand, som forbinder udøveren til det universelle. 

I vores moderne verden opleves dette måske som religiøst, højpandet vrøvl. Det er fuldt forståeligt. Vi bor ikke i huler eller klostre højt oppe i Himalya. Vi dyrker yoga i overfyldte, svedige rum, på plasticmåtter, i tøj der ligger langt fra de yogier, jeg har set ved foden af Ganges, der var nøgne og smurt ind i aske. Vi dyrker yoga mest for at se godt UD og ikke så meget for at se bedre IND. 

Vi lever i en anden virkelighed. Vi kan ikke adoptere de gamle yogiers livsstil. Det ville være patetisk og urealistisk. Vi må gøre det på vores måde og i vores tid.

For mig er Gud ikke en magt, men mere en fornemmelse af, at der findes noget større end mennesket og menneskeheden. Ganske som Prana (livsenergien) ikke ophører med at eksistere, når jeg stopper med at trække vejret. Jeg nærer mig ved Pranas tilstedværelse, sålænge jeg er i min fysiske krop. Når jeg en gang er væk, fortsætter kraften uforstyrret. Det er en kraft, der altid vil være her for alt levende og til al evighed. I naturen, i universet…. overalt. 

Den hedonistiske trædemølle

Siden Krishnamacharya i 1920´erne startede den første yogaskole i Mysore i Indien, har yogaen spredt sig til hele verden.

Man skal søge intensivt for at finde et vestligt land, hvor der ikke er mulighed for at dyrke yoga i en eller anden form. Den hedonistiske trædemølle som mange af os løber rundt i, gør os ikke lykkelige, og her byder yogaen ind med et fristed for det moderne menneske – et sted hvor vi kan give slip for et øjeblik. Det afspejles også i yogaen. Utallige nye yogaformer har set dagens lys. Da jeg startede yoga for mange år siden, var Hatha Yoga, Iyengar Yoga og Asthanga Yoga de eneste yogaformer, jeg kendte til her i Danmark. Indenfor de sidste 10 år er antallet eksploderet. De fleste er udviklet i vestligt regi, med rødder i Hatha Yogaen. Her blot et lille udpluk:

Anusara Yoga, Hot Yoga, Arial Yoga, Sup Yoga, Acro Yoga, Aqua Yoga og mange, mange flere

Det viser blot yogaens evne til at udtrykke sig i forskellige former, og at der ikke findes en entydig sandhed, udover den der ligger i hjertet af hver enkelt yoga udøver.

 

Ulla Upma Kaur Steen

 

Har du lyst til at læse mere om Flow yogalæreruddannelsen, kan du se mere her