Solhilsen – Surya Namaskar

IMG_4772

Hvad kan være mere oplagt – midt i det varmeste forår og den begyndende sommer, end at forære dig den smukkeste Solhilsen.

Vinden fra havet, den søde, friske, forførende duft af nyudsprungne blomster i skovbunden og de lange lyse sommernætter.

Sommerens magi indfanget lige før solen sender sine sidste stråler over landskabet, og månen står klar til at tænde nattens lys.

Tryk blot på billedet herover, læn dig tilbage, lad dig inspirere og nyd skønne Anne Skov´s sublime udførelse af  Studio Flow´s “Surya Namaskar”.

God fornøjelse!

DSC_4267ps

Ulla Upma Kaur Steen

Reklamer

At søge efter et stort måske!

26772e34a4270b0f2eb4b630fa226c74

I sidste uge fangede en udsendelse om organdonation på DR min opmærksomhed. En TV-vært og en læge forsøgte gennem interviews med kirurger, donorer, modtagere af organer og deres pårørende at kaste lys over det svære og følelsesladede emne, som organdonation er.

Jeg er så gammel, at jeg stadig husker mine forældres bestyrtelse over den første hjertetransplantation, som blev foretaget i 1967 af den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Barnard. Selvom jeg ikke forstod meget af den virak, det affødte på det tidspunkt, kunne jeg aflæse i mine forældres ansigtsudtryk, at de var nysgerrige, men også lidt skræmte. Nu har jeg læst mig til, at der i dag, 50 år efter, udføres mere end 3500 hjertetransplantationer verden over.

Den videnskabelige og medicinske udvikling løber så stærkt, at hvad der var gårsdagens mirakler og forsidestof, i dag er rutineprocedure på de fleste universitetshospitaler.

Det er da også fantastisk, at vi er i stand til at redde menneskeliv i et omfang, ingen havde troet muligt. Men midt i denne eufori og darwinistiske stræben efter at beherske og opfylde egne behov, bliver vi nødt til en gang imellem at løfte os op over den iboende egoisme, hvor vi glemmer, at organdonation bl.a. bygger på, at den enes liv er afhængigt af den andens død, og alt hvad det indebærer af etiske overvejelser på alle planer.

Når jeg siger alle planer, mener jeg det bogstaveligt. Jeg er klar over, at etisk råd gør et kæmpe stykke arbejde med samtykkeerklæringer, hjernedødskriterier osv., men hvad med elefanten i rummet….. den, som vi ikke taler om?

En af mine elever på yogalæreruddannelsen har fået transplanteret et nyt hjerte for 14 år siden, i en alder af 30 år. Vi kalder ham bare for “Mads”. Han er klar over, at jeg bruger ham som eksempel, og han ønsker selv at få sin historie udbredt!

Jeg husker tydeligt mit første møde med Mads, da han kom til Studio Flow for at høre om yogalæreruddannelsens indhold og varighed. Han var ikke en dusinvare – og slet ikke i en by af Svendborgs størrelse. Han var slank, havde lange fine, farvede manicurerede negle på både hænder og fødder. Begge ører var pyntede med guldørenringe, og håret sat op i en hestehale på toppen af hovedet. Derudover var han iført en tætsiddende yogaheldragt.

Jeg har igennem livet mødt mange, både homoseksuelle og transseksuelle, så det skræmte mig på ingen måde. Tværtimod syntes jeg, det var en forfriskende måde at bryde den lidt gråmelerede provins´norm på.

Da Mads senere fortalte mig, at han var hjertetransplanteret, tænkte jeg intuitivt: “Gad vide, om det er et kvindehjerte?”. Jeg holdt selvfølgelig tanken for mig selv, og rationelt kunne jeg jo heller ikke vide, om Mads altid, også før operationen, havde haft en mere fremtrædende feminin side.

Dog blev min første intuitive tanke bekræftet, da Mads i en frokostpause på yogalæreruddannelsen fortalte, at hans liv langsomt, men sikkert, havde forandret sig efter hjertetransplantationen.

Først fik han ubændig lyst til at bruge neglelak, både på hænder og fødder. Kvindetøj passede ham egentlig bedst, syntes han, og håret fik lov til at gro. Det med håret mente han dog ikke skilte sig så meget ud, da mange yngre mænd i dag har langt hår – også i en lille “bun” på toppen af hovedet. Så kom ørenringene og yogaen…., gerne iført leggings eller heldragt. Og som han siger: “Det er virkelig mærkeligt, for sådan havde jeg det slet ikke før min operation. Dengang lignede jeg meget min far, som nok er en smule konservativ, når det handler om kønsroller, og hvad en mand kan og ikke kan. Når snakken faldt på yoga, var vi helt enige om, at det kun var for tøsedrenge. Og ja…. jeg ved ikke hvad der skete, men lige pludselig befandt jeg mig midt blandt en masse kvinder, udførende akrobatiske smidighedsøvelser.”

Da jeg spurgte Mads, om han vidste noget om det transplanterede hjertes ejermand/kvinde, var svaret, at det eneste han havde fået oplyst var, at det kom fra Gøteborg, og at vedkommende havde været udsat for en ulykke. Det er helt normal praksis, at donor er anonym.

Uanset om man er tilhænger eller modstander af organdonation, forstår jeg ikke, at det energetiske aspekt af et sådant indgreb forties – eller måske fornægtes. Ikke at vi af den grund bør undgå organdonation, men ville det ikke være mest fair overfor patienten og donors pårørende at italesætte denne kæmpestore elefant i rummet.

Jeg kan ikke lade være med at citere British Heart Foundation for deres velmenende råd til deres hjertepatienter, når det gælder den følelsesmæssige del af operationen:

“It’s important to remember that the transplanted heart is no more than a pump and that it does not change your personality or behaviour.”

En sådan udtalelse fra eksperterne kunne hurtigt forvrænge de mere subtile aspekter og gøre det til et udelukkende religiøst anliggende.

Så jeg har undersøgt, hvad de forskellige verdensreligioner har af holdninger til organdonation. Og her tegner der sig et næsten 100% ensartet billede. Fakta er, at næsten alle religioner understøtter tanken om organdonation, sålænge det ikke forhindrer liv – eller forhaster døden for donoren. Organdonation anses som frivillig generøsitet og næstekærlighed. Selv Jehovas vidner, som er kendt for at nægte blodtransfusion, billiger organdonation, sålænge organet er renset for donors blod.

Det, jeg lægger mærke til, er ønsket om ikke at forhaste døden. Sjælen bør have tid og mulighed for at forlade det døde legeme. Selv på de mest højteknologiske sygehuse, åbner man et vindue, når den døende trækker vejret for sidste gang. Man tør ikke lade være!

Jeg har netop læst bogen “The yoga of Death, Loss and Transformation” af  Terath Kaur Khalsa. Ph.d., som tager udgangspunkt i Hinduismen og Sikhismens syn på døden. I den bog omtales døden bl.a. i forbindelse med ulykker. Det være sig et voldsomt biluheld, fald, drukning osv. Her har sjælen ikke tid til at forberede sin afgang, og “renses” derfor ikke i sin næste inkarnation.  Det er selvfølgelig et reinkarnationsaspekt, men set i lyset af transplantation af organer, hvor hjertet banker endnu, giver det mening. Hvad ved vi egentlig?  Det er det store måske, vi leder efter!

Ud fra et spirituelt synspunkt er det oplagt, at en organtransplantation kan have andre følgevirkninger end blot medicinske bivirkninger. Der ligger tonsvis af eksempler på nettet om mennesker, der har oplevet samme forandring som Mads.

Mads havde en medfødt hjertefejl, som gjorde, at han ville dø, hvis han ikke fik et nyt hjerte. Det kan vi alle jo kun være taknemmelige for, at han fik, men tanken om den vestlige verdens umådeholdne forbrugsmønster bliver ved med at prikke mig på skulderen.

Er vi nået til et punkt, hvor alting kun er materie – og materielt – uden ånd og sjæl -hvor vi italesætter “ting” som hjerte, nyrer, lever, lunger som accessories, der kan handles med og byttes rundt på uden følelsesmæssige og menneskelige omkostninger?

For Mads´ vedkommende tror jeg ikke, han har det skidt med de forandringer, der er sket. Måske bare lidt undren…. blandet med en dyb taknemmelighed for at have fået livet tilbage. Han ville under ingen omstændigheder have valgt anderledes, men det ville nok have givet ham en større afklaring i forhold til den proces han er gået igennem, hvis man havde italesat elefanten i rummet.

DSC_4267ps

Ulla Upma Kaur Steen

Hatha Yoga

DSC01636

På fredag starter det 5. modul af vores yogalæreruddannelse her i Studio Flow. Overskriften er Hatha Yoga. Denne del af yogaen har ikke fået så meget energi her på bloggen, så det retter vi lidt op på her.

Hatha yoga plejer jeg at kalde yogaens modertræ, hvor alle andre yogaforgreninger har vokset sig mere eller mindre levedygtige. Bliver vi i træ metaforen, adskiller Kundalini yoga sig fra Hatha yoga på den måde, at de begge er træer, men forskellige træarter.

Oprindelse

Selvom Yoga er ikke knyttet til nogen bestemt religion, har Hatha yogaen sit udspring i Hinduismen, hvor den største population findes i Indien og Nepal. Kundalini yoga udspringer fra Sikhismen, der stammer fra Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan.

At dyrke yoga er forholdsvis nyt i Vesten, hvis man sammenligner med, hvor mange tusindvis af år, denne praksis har været kendt i fjernere egne af kloden.

For ca. 5000 år siden fandt man de Vediske tekster, som er de første beviser på at præster og lærde, efter intens meditation, oplevede esoterisk visdom, som de nedskrev i Vedaerne.

Herefter fulgte Upanishads, som ligger til grund for indisk filosofi. En samling af nedskrevne fundamentale læringer som bl.a. Karma (handling), Samsara (reinkarnation), Moksha (nirvana), Atman (sjælen) og Brahman (det absolutte Guddommelige).

Yoga dengang og idag

Upanishad betyder: “Sidde ned tæt ved”. Lytte til en spirituel lærer eller mester. Det giver god mening i den tids kontekst. Vi kender det fra det antikke Grækenland, hvor elever sad og lyttede til filosoffer og lærermestre, for dermed kunne bringe lærdommen videre. Det samme var tilfældet med den tids yogier. Det var en slags mesterlære “at sidde ved siden af den oplyste”. Det er først langt senere, at den fysiske del  af yogaen kom til. Her skal vi hen til Patanjalis Yoga Sutras, “The eight limps of yoga” og helt frem til Tantra yogaen. Den, der i dag danner grundlag for det, vi kender som Hatha Yoga.

Det fysiske var ikke så vigtigt som det energetiske. De lagde selvfølgelig vægt på at have en sund og velfungerende krop, men mere som et slags siddende tempel for “The Spirit”. Kroppen var et redskab givet af Gud. Præcis som vi trives bedst i et rengjort hjem, hvor der luftes regelmæssigt ud, og hvor lyset kan finde vej gennem vinduerne, trives sjælen/sindet i en balanceret krop. 

Alene det at vi i dag står op og udfører Asanas, (yogastillinger) som oversat betyder “at sidde” er forholdsvist nyt. I de oprindelige tekster og udførelser mente man ikke, at stående stillinger ville tilføre tilstrækkelig prana (livsenergi) til kroppen. At sidde i meditationsstilling, det som vi kalder “easy pose” eller “lotus pose”, blev opfattet som den korrekte yogastilling, hvis man skulle opnå højere bevidsthedsniveau. En non-dualistisk tilstand, som forbinder udøveren til det universelle. 

I vores moderne verden opleves dette måske som religiøst, højpandet vrøvl. Det er fuldt forståeligt. Vi bor ikke i huler eller klostre højt oppe i Himalya. Vi dyrker yoga i overfyldte, svedige rum, på plasticmåtter, i tøj der ligger langt fra de yogier, jeg har set ved foden af Ganges, der var nøgne og smurt ind i aske. Vi dyrker yoga mest for at se godt UD og ikke så meget for at se bedre IND. 

Vi lever i en anden virkelighed. Vi kan ikke adoptere de gamle yogiers livsstil. Det ville være patetisk og urealistisk. Vi må gøre det på vores måde og i vores tid.

For mig er Gud ikke en magt, men mere en fornemmelse af, at der findes noget større end mennesket og menneskeheden. Ganske som Prana (livsenergien) ikke ophører med at eksistere, når jeg stopper med at trække vejret. Jeg nærer mig ved Pranas tilstedværelse, sålænge jeg er i min fysiske krop. Når jeg en gang er væk, fortsætter kraften uforstyrret. Det er en kraft, der altid vil være her for alt levende og til al evighed. I naturen, i universet…. overalt. 

Den hedonistiske trædemølle

Siden Krishnamacharya i 1920´erne startede den første yogaskole i Mysore i Indien, har yogaen spredt sig til hele verden.

Man skal søge intensivt for at finde et vestligt land, hvor der ikke er mulighed for at dyrke yoga i en eller anden form. Den hedonistiske trædemølle som mange af os løber rundt i, gør os ikke lykkelige, og her byder yogaen ind med et fristed for det moderne menneske – et sted hvor vi kan give slip for et øjeblik. Det afspejles også i yogaen. Utallige nye yogaformer har set dagens lys. Da jeg startede yoga for mange år siden, var Hatha Yoga, Iyengar Yoga og Asthanga Yoga de eneste yogaformer, jeg kendte til her i Danmark. Indenfor de sidste 10 år er antallet eksploderet. De fleste er udviklet i vestligt regi, med rødder i Hatha Yogaen. Her blot et lille udpluk:

Anusara Yoga, Hot Yoga, Arial Yoga, Sup Yoga, Acro Yoga, Aqua Yoga og mange, mange flere

Det viser blot yogaens evne til at udtrykke sig i forskellige former, og at der ikke findes en entydig sandhed, udover den der ligger i hjertet af hver enkelt yoga udøver.

 

Ulla Upma Kaur Steen

 

Har du lyst til at læse mere om Flow yogalæreruddannelsen, kan du se mere her